Der var engang en direktør i et mellemstort dansk IT firma, som elskede software mere end noget andet. Ikke fordi han selv kunne sådan noget med programmering og systemudvikling, nej — det havde han aldrig lært. Men han anså sig som visionær og forstod sig, efter eget udsagn, på både ledelse og økonomi, og det mente han var nok, tekniksviden anså han ikke som nødvendigt for en person på sit niveau.

Firmaet havde i årevis udviklet og solgt softwaresystemer deres kunder over hele kongeriget, og på en etage straks under direktøren sad en hel afdeling af nogle af landets klogeste hoveder på systemudvikling og skrev kode, byggede systemer og rettede fejl. Disse folk talte ofte i hvad direktøren syntes var fascinerende vendinger og brugte forkortelser som “API” og “CI/CD”, og grinede af ting som ingen andre i firmaet forstod, herunder direktøren, men han anså dog at disse termer var en viktigt faktor i at firmaet tjente godt med penge og gjorde sit till at firmaet var anset som værende en teknisk front løber og derudover var direktørens visionære tanker en viktig del af firmaets kultur.

Hver gang direktøren var til en konference eller mødte kunder, pralede han af hvor teknologisk fremme hans firma var. “Vi er cloud-native og kører alt i microservices,” sagde han gerne, og hvis nogen nævnte andre tekniske begreber som “event sourcing” eller “serverless”, nikkede han indforstået, og håbede på at samtalen snart ville handle om ledelsesstil, aktieafkast og cost bennefit analyser. Men sandt var det at firmaet var i teknisk fremkant, og de ansatte var både stolte over at arbejde på en virksomhed som havde ry for at være i teknologisk fremkant, dog var virksomheden den seneste tid begyndt at tabe terræng til konkurrenterne og derfor var der fra bestyrelsen krav om at noget måstte ske og helst igår.

Så en dag kom to konsulenter uanmeldt til firmaet. De kaldte sig “digitale transformationsarkitekter” og sagde, at de kunne bygge et system, som var så moderne, at kun de mest visionære ville kunne forstå det. Og at det ville gå som hånd i handske med direktørens visionære tanker og forflytte virksomheden ry som teknisk forbillede til et helt andet niveau.

“Det bliver bygget på den absolut seneste teknologi og bliver blandt andet AI-drevet, blockchain-kompatibelt og zero-trust-by-design,” sagde de. “Men det bedste af det hele,” tilføjede de, “er, at kun de kompetente personer som forstår sig på den seneste teknologi og derfor er deres job værdige som vil kunne forstå hvor genialt og visionært systemet er. De som ikke er omstillingsparate og inkompetente — de vil tro, det slet ikke virker.”

Direktøren klappede i hænderne. “Det lyder perfekt! Ikke alene får vi det mest avancerede system i hele det ganske land, men jeg kan også finde ud af, hvem i organisationen der ikke følger med tiden og som ikke er egnet til deres job!” Økonomisk anlagt som han var, skynde han sig hurtigt at spørge hvornår dette system kunne være klart og hvad det skulle koste, hvortil konsulenterne svarede “Når det er færdigt, men vi er agile og tager betalt per time, men eftersom vi er experter i detta og forstår os på domænen kan vi spare meget tid og komme hurtigt i mål da vi ikke behøver at involvee de kommende brugere af systemet”. Konsulenterne gjorde det også klart at det var vigtigt at de ikke blev forstyret under tiden og at de havde behov for et eget rum og løbende den seneste tekniske udrustning, for som de sagde “Hvordan skal vi kunne bygge noget state-of-the-art med gårdagens teknologi”.

Direktøren beordrede straks at konsulenterne skulle gå igang og så til at de skulle få tildelt et tomt mødelokale i den mørkeste kælder i bygningen, der skulle de kunne være i fred, og alt den udrustning som de havde behov for. Konsulenterne fik hurtigt indrettet deres nye mødelokale med whiteboards og tilgang til stickynotes i alle regnbuens farver. Og var man i gangen ud for lokalet kunne man svagt ane at konsulenterne derinde talte om “event streams”, “observability” og “hyperautomation” og andre ligende termer.

Udvikleren besøger konsulenterne

Efter et par måneder begyndte alle i ledelsen at undre sig over, hvordan det gik med den nye vidunder-platform, og Direktøren beordrede udviklingschefen at sende sin dygtigste udvikler ned til konsulenterne og få en fornemmelse af, hvordan arbejdet skred frem og vudere om systemet blev i teknisk særklasse.

Udviklingschefen kaldte straks på sin dygtigste mand — en erfaren udvikler, som kendte hver eneste linje kode i firmaets gamle systemer og havde en særlig sans for, hvornår noget var solidt, og hvornår det var varm luft forklædt som innovation.

Udvikleren gik med raske skridt ned i kælderen til mødelokalet, hvor konsulenterne sad. De bød ham velkommen med smil, en espresso fra deres nye super kaffebrygger og et buzzword-bombardement.

“Se her,” sagde den ene, “vi har lige designet en asynchronous, container-orienteret event-bus, der skalerer horisontalt med minimal latency.”

“Og her,” sagde den anden, “et realtidsdashboard fremtaget med generativ AI og adaptive user journeys.”

Udvikleren så på tavlerne, på post-its og figurerne, der snoede sig som slanger hen over whiteboardet og ud på vægen. Han så ingen kode. Han så ingen arkitekturdiagrammer, som han kendte dem. Kun flotte ord, og endnu flottere diagrammer.

“Men…” han blev ramt af tvivl. Måske var det bare ham der ikke forstod det? Det hele lød jo klogt. Og han ville nødigt virke som en, der ikke forstod sig på systemudvikling, og derved ikke var kompetent til sit job. Ej heller ville han være den som hindrede introduktionen af den seneste teknologi til virksomheden, bare for at han ikke forstod alle detaljer. Så han roste de to konsulenters arbejde og stillede høfligt nogle opfølgende spørgsmål uden at afsløre sin skepsis.

Da han kom tilbage til udviklingschefen, sagde han:

“Det var… imponerende. De bruger teknologier, jeg kun har læst om. Meget avanceret. Rigtig nyskabende. Jeg tror, det bliver stort. Men hvornår det er færdig er nok svært at sige for så et visionært system.”

Udviklingschefen var glad for udviklerens tilbagemelding, det gave ham ro i sjælen og information som han kunne give videre til direktøren.

Nede i mødelokalet kunne konsulenterne arbejde videre. Tavlerne blev fyldt med flere farver, buzzwords fløj som sommerfugle gennem luften, og fakturaerne fra konsulenterne voksede ind i himlen som bønnestager i et eventyr.

Udviklingschefen besøger konsulenterne

Tiden gik og udviklingschefen blev mere og mere nysgerrig på også selv at se det fantastiske system, så en dag gik han selv ned for at bese systemet.

“Hvordan går det hernede?” spurgte han.

Konsulenterne smilede bredt. “Fantastisk!” sagde de. “Vi er i gang med at orkestrere en multi-cloud resilient service-mesh med full observability.” Udviklinschefen som på ingen lunde var teknisk ukyndig var dog alligevel meget usikker på hvad dette betød, men valgte at skjule sin uvidenhed for konsulenterne.

De viste ham endnu et diagram, denne gang med pile og bokse i farver, som ingen regnbue kunne matche. Han stillede opfølgende spørgmål til deres processer, gantt-diagrammer og mock-ups. Og forsøgte at få et billede af hvor tæt på eller måske rettere hvor langt de var fra en færdig produkt som gjorde det muligt for direktøren at vises systemet frem.

Udviklingschefen følte at der var noget i dette system som inte stemte, men hans dygtige udvikler havde jo sagt god for systemet, og de to konsulenters valg af tekniker og processer virkede umiddelbart helt i linje med virksomhedens højtprofilerede image som teknisk forgangs virksomhed. Men vigtigst af alt kunne det jo ikke stemme at han ikke var værdig til sit job som udviklingschef, han som havde brugt så mange år på at tage mindst et dusin anerkendte certificeringer, for at være kvalificeret til sit job.

Da han vendte tilbage til chefgangen, gik han straks ind på Direktørens kontor og sagde med stor entusiasme:

“De to konsulenter er virkelig i en klasse for sig. De tænker i helt nye baner. Det system bliver noget, der vil sætte os på landkortet, og virkelig styrke vores position som teknologisk frontløber. Systemet er så visionært, at det næsten ikke kan forklares.”

Direktøren lænede sig tilbage i sin avancerede gamer-stol og smilede tilfreds.

“Fremragende. Jeg vil straks gå gang med at forberede en storslået lancering og derudover vil jeg i en nær fremtid selv gå ned og tage et kig på dette visionære system.”

Direktøren selv besøger konsulenterne

Da dagen for direktørens besøg hos konsulenterme kom, tog han sit fineste slips på, rettede ryggen og gik med bestemte skridt ned mod kælderen.

Da han trådte ind i mødelokalet, blev han mødt af konsulenterne, som straks begyndte at tale med vigtige stemmer og indforståede nik.

“Vi har netop deployet en decentraliseret aktørmodel oven på vores CQRS-infrastruktur, som interagerer med en permissioned ledger for maksimal transparens,” sagde den ene.

“Og med vores cloud-agnostiske tilgang kan vi skifte mellem on-prem Kubernetes, AWS og Azure uden vendor lock-in,” tilføjede den anden.

Direktøren nikkede langsomt. Han anede ikke, hvad nogen af ordene betød, dog med undtagelse af vendor, da han vidste at valg af leverantør også betød valg af omkostning, men det hele lød vældig avancerede. Og vigtigst af alt: det lød som lige det som virksomheden havde behov for for at kunne styrke sin tekniske position. Og derudover havde både udviklingschefen og deres fremste udviklere jo sagt god for systemet..

Han så rundt i lokalet og bemærkede de mange farverige sedler på væggene, PowerPoints med flotte pile og dashboards, der blinkede med grafer og tal. Det hele virkede plausibelt og det var noget som en ledere af hans format kunne forholde sig til.

Konsulenterne forklarede at de nu var nået så langt at systemet kunne være klart til den storstilet lancering som direktøren havde planlagt, men at de desværre ikke selv havde mulighed for at deltage da de skulle videre på en ny konsulent opgave. “Fremragende!” sagde direktøren. “Det er tydeligt, at vi bevæger os mod en ny æra. Jeg skal nok nævne dette for bestyrelsen. Og på LinkedIn så alle konkurrenter kan se hvem der er længst fremme.”

Da han forlod lokalet, havde han det som om han havde været vidne til noget stort. Noget banebrydende. Noget… men hvad forstod han ikke. Men én ting forstod han dog, at det kunne ikke stemme hvis han ikke skulle være sit job værdigt, han som var så velanset og havde drevet virksomheden så langt, så systemet som konsulenterne havde bygget måtte virkelig være genialt.

Og sådan gik det, at alle der havde været nede hos konsulenterne kom tilbage med stjerner i øjnene og store ord på læberne — og ingen turde stille kritiske spørgsmål. For ingen ville være den første til at indrømme, at de intet forstod.

Direktøren skynde sig tilbage til sit kontor for at planlægge de sidste detaljer til den store lancering, og få sendt invitationer ud til alle kunder, samarbejdspartnere og tidligere ansatte.

Den store lancering

Tiden gik med hastige skridt. Og endelig blev det tid til at lancere den nye software. Hele virksomheden var samlet, samt kunder og samarbedspartnere, og direktøren stod på scenen foran en stor skærm.

“Mine damer og herrer,” sagde han stolt, “her er fremtidens platform!”

Direktøren åbnede systemets startside. Efter en indlæsningstid, der føltes som en evighed, kom systemet frem. Det så katastrofalt ud, og det var helt umuligt at finde hoved eller hale i det. Flere gange, når direktøren trykkede på noget, kom der fejlmeddelelser frem hvis da der overhovedet skete noget.

I salen blev forventnings glæde og klapsalverne efterhånden erstattet af en larmende stilhed.

Så lød pludselig stemmen fra en ældre mand som på ukendt vis formåede at overdøve den larmende stilhed, det var firmaets grundlæggere som for år tilbage var blevet købt ud og som siden da havde helliget sin tid til arbejde med Open Source:

“Det her system leverer jo ikke værdi for nogen som helst! Det er jo ikke andet end et bjerg af teknologisk skrammel, end ikke den dummeste kunde vil betale så meget som én daler for dette.”

Og var der ikke stille i forvejen blev der det nu. Folk begyndte at se forvirrede på hinanden. Sælgerne skælvede. Udviklingschefen krøb sammen i skam. Direktøren svedte, men fortsatte ufortrødent med at vise systemet frem i håbet om at finde bare en lille smule, der kunne være til værdi for kunderne. Og bestyrelse gik straks igang med at udarbejde en jobannonce på en ny direktør der kunne lukke hullet i kassen og få denne fadece at blive glemt.

Og konsulenterne? De var forsvundet. Både fra Slack, fra GitHub og fra fakturaadressen. Alt der var tilbage, var deres PowerPoint og et link til systemets roadmap for de kommende 10 år! Samt et kæmpe hul i både firmaets økonomi samt rygte som teknologisk forgangs virksomhed. Og alle de fine stickynotes blev sat i glas og ramme, som et skrækeksempel på hvad der sker når man glemmer kunden og kun fokusere på teknologien.

Moralen

Selvom noget glimrer som det nyeste teknologi, giver det i sig selv ingen værdi. Forfængelighed findes ikke kun i klædedragter og spejle, den lever også i buzzwords og backend-systemer. Nogle kan ikke få det nyeste hurtigt nok, andre ikke moderne nok. Men teknologi uden et formål er som en guldknap på en frakke uden knappehuller: pynt uden funktion.

Den der ønsker at lede softwareudvikling uden at forstå teknologien, på mere end bare på et overfladisk niveau, risikerer at blive ført bag lyset (af enten externe eller interne aktører) og stå nøgen midt i en storm af smarte slides, ubrugelig kode og en voksende teknisk gæld. Det er ikke nok at have en smart teknisk løsning, der skal være et problem, den løser. Og det problem skal komme fra en reel kunde, intern eller ekstern, som man taler med, lytter til og forstår.

Softwareudvikling er nemlig ikke kun teknik og programmering. Det er et komplekst samspil mellem mennesker og maskiner, mellem behov og muligheder. Et såkaldt socioteknisk system. Det kræver indsigt, tålmodighed og dialog hos så vel udvikler som leder – ikke bare PowerPoints og post-its.

Og endelig må vi huske: Vi er alle mennesker, fanget i hinandens længsel efter anerkendelse. Alle har behov for at blive set, unaset vilken rolle vi har. Det gør os sårbare. For i jagten på at bevare ansigt, tier vi ofte, selv når noget ikke giver mening. Vi nikker i stedet for at spørge, og dermed bygger vi stille og roligt en facade indtil nogen, måske en kunde, tør sige det åbenlyse: “Det her giver jo ingen mening.” og der er det ofte for sent.

Til forskel fra evntyret om Kejserens Nye Klæder, er det i dette eventyr ikke den barnlige uskyld som råber “Han har ikke noget tøj på!”, men den mange årige erfaring som generelt i tech-branchen har en tendens at blive ignoreret tilfordel for det nye og hippe.